RubiNord indleder samarbejde med svensk metalvirksomhed
RubiNord har siden september 2020 leveret formstøbte komponenter i gummi og silikone samt deltaget i design- og konstruktionsarbejde til OEM-kunder. Nu skal et strategisk samarbejde med den svenske metalvirksomhed Weld2Cast sætte turbo på væksten på det skandinaviske marked.
Skaber værdi for vores kunder
– Samarbejdet med Weld2Cast vil uden tvivl være en værdiskaber for vores kunder. Fremover vil vores kunder kunne få professionel rådgivning og kompetencer inden for metal- og pakningsdele samlet ét sted, ligesom de også vil kunne få leveret fra én leverandør, siger Brian Hoffmann Jørgensen, administrerende direktør for RubiNord, i en pressemeddelelse.
Smartere, bedre og billigere
Weld2Cast er en ingeniør- og handelsvirksomhed, der transformerer svejste elementer til støbt gods.
– I vores branche taler vi meget om reverse cost engineering, og hvordan vi hele tiden kan optimere et element ved at gøre det smartere, billigere og bedre. Samarbejdet med RubiNord kommer på toppen af det, og her er jeg overbevist om, at vores kunder vil kunne opleve endnu en positiv forskel, siger Michael Andersen, indehaver af Weld2Cast, og fortsætter:
– Weld2Cast og RubiNord supplerer hinanden utroligt godt, og der er stor synergi i den måde, vi udvikler løsninger og tænker forretning på. Mange af de kunder, vi arbejder med hver især, har brug for noget af det, den anden kan levere, så fundamentet synes vi er helt optimalt.
Internationalt netværk
Virksomheden, der holder til lidt uden for Stockholm, opererer i hele verden og har medarbejdere i Sverige, Tyskland, Polen og Kina. Netop den stærke tilstedeværelse uden for Danmark er en af de områder, RubiNord ser frem til at blive en del af.
– Der er ingen tvivl om, at Weld2Cast og Michael i særdeleshed har et stærkt internationalt netværk, som kan være med til at sætte skub i vores vækst- og ekspansionsplaner. Ambitionerne for fremtiden er store, og vi har fået en spændende start, slutter Brian Hoffmann Jørgensen.
Samarbejdet mellem RubiNord og Weld2Cast har allerede kastet ordrer af sig, og de to virksomheder arbejder netop nu på et fælles projekt for en kunde i Norge.